12 november 2018

Unge med psykiske udfordringer syr designerpuder og -tæpper af kasserede Berendsen-tekstiler

Antallet af unge, der hverken er i job eller uddannelse, er steget drastisk i Danmark. Og unge med psykiske og sociale udfordringer har brug for en ekstra hjælpende hånd for at blive en del af arbejdsmarkedet. Dét får de på Hans Knudsen Instituttet, hvor unge med bl.a. autisme, angst og hjerneskader lige nu syr vores kasserede duge om til bæredygtige designerpuder og -tæpper.

Et både miljømæssigt og menneskeligt bæredygtigt projekt
Lige nu mangler landets virksomheder 45.000 medarbejdere – og samtidig er der et stigende antal unge, der står udenfor uddannelses- og jobmarkedet. Ifølge Danmarks Statistik var 68.900 unge mellem 16 og 24 år hverken i job eller uddannelse i 2016 – dét er 12.000 flere end i 2008. Og unge med bogstavsdiagnoser har en ekstra udfordring med at få foden ind på arbejdsmarkedet. På Hans Knudsen Instituttet (HKI) har de dog gode resultater af deres STU-uddannelse (Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse) for 16-25-årige med psykiske og sociale udfordringer – her bliver 36 % af de unge hjulpet videre i ordinært arbejde eller uddannelse, hvilket er det dobbelte af landsgennemsnittet for andre STU’er. Ifølge HKI’s uddannelses- og STU-chef skyldes de gode resultater bl.a., at deres opgaver er meningsfyldte og relevante for de unges arbejdsliv efter uddannelsen. Derfor ser han også positivt på det nye projekt, hvor de unge syr kasserede Berendsen-duge om til prototyper af sengetæpper og gavlpuder – med dét mål at få dem solgt i den eksklusive designbutik Storm & Müller fra december.

HKI

”Som en socialøkonomisk virksomhed leder vi altid efter projekter, der er menneskeligt og miljømæssigt bæredygtige – og det må man virkelig sige, at det her projekt er! I stedet for at Berendsens tekstiler bliver smidt ud, så giver de nu unge med f.eks. angst, autisme, hjerneskader eller skizofreni en oplevelse af at være et led i en fælles produktion, hvor de ikke bare løser opgaver for dem selv, men til et reelt formål med en slutkunde og mulighed for afsætning. Og det er så vigtigt, at STU’er, UU-vejledninger, jobcentre og virksomheder står sammen om at hjælpe disse unge videre”, siger Thomas Pinndal, Uddannelses- og STU-chef hos HKI.

 

Fra affald til eksklusivt designhåndværk
Charlotte Skak er en prisvindende designer, der tidligere har arbejdet for bl.a. IKEA, Rosendahl og egetæpper. I dag er hun ansat som speciallærer hos HKI’s STU, og det var hende, der kontaktede os og Storm & Müller, som de unge specialudvikler prototyperne til. Charlotte Skak fortæller:

”Jeg kontaktede Berendsen, fordi de har et godt ry for at støtte socialøkonomiske projekter – og det var fantastisk at opleve, at de stod dér med åbne arme og sagde: Ja, lad os prøve det af! Personligt synes jeg, at Berendsens kasserede tekstiler har en historie, som gør dem langt mere inspirerende at arbejde med end en ny metervare fra stofbutikken. Og de unge synes, det er et spændende projekt! Unge med kognitive udfordringer er jo meget kreativt tænkende, for det er deres livsvilkår, at de altid er nødt til at tænke i en plan B for at lykkes. Det er en ressource for arbejdsmarkedet, og det kan de unge opleve i et kreativt projekt som det her”.

I august 2018 underskrev vi en samarbejdsaftale med den socialøkonomiske virksomhed ”I Tråd Med Verden”, der tilbyder praktikforløb for udsatte kvinder i Gladsaxe. Det kan du læse mere om i artiklen her

 

At donere tekstiler styrker den cirkulære økonomi hos Berendsen
En ny undersøgelse viser, at 33 % af danskerne enten ville takke nej eller udvise betænkelighed ved at samarbejde med en kollega med en psykisk lidelse – og det kan være en reel begrænsning for arbejdsmarkedet, da hver 5. dansker i løbet af livet bliver ramt af en psykisk lidelse. Hos Berendsen samarbejder vi tæt med jobcentre om at tilbyde praktikforløb på vaskerierne, som hjælper bl.a. psykisk syge og langtidsledige ind på arbejdsmarkedet. Derfor er det også en glæde for os at donere vores kasserede duge til de unge på STU.

”Hos Berendsen er FN’s verdensmål og dét at vise hensyn overfor mennesker og miljøet helt fundamentalt. Vores vaskerier er CSR-certificerede og tildelt en Kronesmiley af Arbejdstilsynet, og vi har interne mentorer, der hjælper udsatte medarbejdere med at fungere i deres job. Herudover er vi konstant på jagt efter nye måder at give vores tekstiler et nyt liv, når de bliver kasseret hos os. Så det er lige i Berendsens ånd og en stor glæde for os, at vi på én gang kan bidrage til STU-projektet og styrke vores cirkulære økonomi”, siger Henrik Luxhøj, Administrerende direktør hos Berendsen Danmark.

Stefan Laursen har ADHD og var den første person, der blev en del af vores praktikprogram for unge med bl.a. psykiske diagnoser. I dag løser Stefan et job med stort ansvar. Læs Stefans historie her

 

Fakta: Psykiske udfordringer i Danmark

  • Ca. 15 % af alle børn har været i behandling for en psykisk lidelse, inden de fylder 18 år
  • Mentale helbredsproblemer er årsagen til op mod 60 % af tilfælde af frafald på ungdomsuddannelser
  • Kun 3 ud af 10 danskere med psykiske lidelser har et arbejde. Til sammenligning har 8 ud af 10 voksne danskere uden fysiske og psykiske handicap et job

 

Vil du vide mere om fordelene ved at samarbejde med en tekstilservicepartner, der har stort fokus på Corporate Social Responsibility? Ring til os på tlf. 70 13 33 31 eller send os en e-mail på: dk-info@elis.com – vi svarer på din mail indenfor et døgn.

 

Denne hjemmeside gør brug af cookies. Ved fortsat brug af denne hjemmeside, giver du dit samtykke om Berendsens brug af cookies. Se vores cookie-politik for en mere detaljeret beskrivelse om brugen af cookies