14 december 2018

Tekstildesigner upcycler vores kasserede tøj, så vi sparer miljøet for bomuldsproduktion

Bomuld er én af de mest vandkrævende afgrøder i forhold til udbyttet – og tekstildesigneren Liv Heckmann var nået til et sted i sit liv, hvor hun ikke længere ville være del af det globale overforbrug af ressourcer. Derfor er hun lykkelig for, at hun nu er blevet fastansat som tekstildesigner hos I Tråd Med Verden, hvor udsatte kvinder syr vaskeposer og tasker af vores kasserede tøj.

Vil give en bæredygtig verden videre til sine børn
Tekstildesigneren Liv Heckmann var på dagpenge og på vej tilbage til arbejdsmarkedet efter sin barsel – da hun følte, at hun var nødt til at træffe en skelsættende beslutning: Hun var stadig glad for sit fag, men kunne mærke, at hvis hun fortsat skulle arbejde med tekstiler, så var hun nødt til at gøre det bæredygtigt. Derfor var Liv glad, da hun blev tilbudt et 4-ugers praktikforløb som designer hos den socialøkonomiske virksomhed I Tråd Med Verden (ITMV), hvor hun bl.a. skulle designe de vaskeposer og tasker, som ITMV syr af vores kasserede tøj.

”Nu hvor jeg har fået børn, betyder det virkelig meget for mig, hvad vi giver videre til dem – og hvis jeg skal kunne se mine børn i øjnene, kan jeg ikke støtte op om et samfund, der producerer flere nye tekstiler uden mening. Jeg kontaktede ITMV, fordi mit hjerte brændte for tanken om upcycling og socialøkonomiske virksomheder – og allerede en uge efter, jeg var startet hos ITMV, var jeg til mit første møde med Berendsen… Jeg kunne næsten ikke sidde stille på stolen, da de åbnede deres store kasser fyldt af kasseret tøj og spurgte: ”Kan I lave noget ud af dem, for vi vil gerne forlænge tekstilernes levetid?” Jeg kunne simpelthen ikke forestille mig et mere meningsfuldt job, og nu er jeg helt jobforelsket”, siger Liv Heckmann.

I august 2018 underskrev vi en samarbejdsaftale med I Tråd Med Verden, der tilbyder praktikforløb for udsatte kvinder i Gladsaxe. Det kan du læse mere om i artiklen her

Liv fra ITMV

Praktik blev til fast job – og hundredvis af bæredygtige tasker
I tæt samarbejde med Liv har de udsatte kvinder hos ITMV allerede designet og produceret hundredvis af vores tasker, og der gik kun få uger, før Livs praktikplads blev til en fastansættelse som designer på alle ITMV’s forskellige projekter for bl.a. kunstnere, museer og erhvervslivet. Hos ITMV kan Liv ikke alene arbejde miljørigtigt med tekstiler – hun kan også bruge sin erfaring som tidligere underviser til at hjælpe kvinderne på ITMV’s værksted i gang med de daglige syopgaver.

”Det er så inspirerende at arbejde med Berendsens tasker, som før har været et andet stykke tøj – og som får folk til at trække på smilebåndet. Jeg kan jo slet ikke køre forbi en arbejdsmand på gaden nu uden at tænke: ”Ej, dén jakke kunne blive en flot taske!” Og jeg er så stolt af kvinderne på ITMV’s værksted, der møder ind hver dag med rettet ryg og stolthed over at være del af et rigtigt stykke arbejde, som de udvikler sig af, og som også er meget meningsfuldt for dem. Intet produkt er jo mere værd end det menneske, der har lavet det – og jeg har sindssygt stor respekt for Berendsen og den tillid, de viser os med opgaven. Vores samarbejde er fuldstændigt fantastisk, og Berendsen er virkelig et fyrtårn, som jeg håber, at andre virksomheder vil lade sig inspirere af.”

Stofresterne fra de tasker, som Liv designer, bruger kvinderne fra ITMV til at sy genbrugsjulehjerter, der forhandles hos KØS Museum for kunst i det offentlige rum. Læs mere i artiklen her 

 

Vil gøre en forskel – både for miljøet og mennesker
Hos Berendsen gør vi en stor indsats for at reducere vores miljøpåvirkning og hjælpe bl.a. psykisk syge, langtidsledige og flygtninge ind på arbejdsmarkedet ved at tilbyde dem praktikforløb og fastansættelser på vores vaskerier. Og det var også et af de oprindelige mål med produktionen af vores genbrugstasker.

”Vi har lige fra starten håbet på, at samarbejdet med ITMV ikke kun ville give vores tekstiler et længere liv og på den måde gavne miljøet – men at det også på sigt ville gøre en forskel for alle de fantastiske kvinder på ITMV’s værksted, der har så mange gode ressourcer at byde på for erhvervslivet. Derfor er vi rigtig glade for, at ikke kun Liv Heckmann – men også to andre kvinder, der arbejder som syersker på værkstedet – allerede er blevet fastansat hos ITMV i forbindelse med produktionen af vores tasker”, siger Henrik Luxhøj, Administrerende direktør hos Berendsen Danmark.

 

Vil du vide mere om fordelene ved at samarbejde med en tekstilservicepartner, der gør en målrettet indsats for miljøet og udsatte mennesker? Ring til os på tlf. 70 13 33 31 eller send os en e-mail på: dk-info@elis.com – vi svarer på din mail indenfor et døgn.

Denne hjemmeside gør brug af cookies. Ved fortsat brug af denne hjemmeside, giver du dit samtykke om Berendsens brug af cookies. Se vores cookie-politik for en mere detaljeret beskrivelse om brugen af cookies